Google+

Brystkræft hos hund

Forekomst: ***

Hvad er brystkræft?

Brystkræft (mammae tumor) hos hunde ligner brystkræft hos mennesker. Som regel ses ingen symptomer, andet end at man finder en eller flere knuder i mælkelisten (mælkekirtlerne). Disse knuder kan være ondartede og sprede sig til andre dele af kroppen og forårsage sygdom, appetittab, vægttab eller sløvhed. Selvom en knude er godartet, kan den godt genere og udvikle sig til en ondartet knude. Knuderne kan også af og til også blive betændte eller begynde at bløde.

Brystkræft er desværre en almindelig sygdom hos hunde. Risikoen for brystkræft reduceres, hvis hundene steriliseres inden deres 3. løbetid, og jo tidligere de bliver steriliseret, des kraftigere bliver risikoen for brystkræft reduceret. Således ses den største reduktion i risikoen for brystkræft, hvis hunden bliver steriliseret allerede inden den kommer i løbetid første gang. Sterilisere man meget tidligt, er der dog større risiko for at tæven senere i livet udvikler inkontinens. Derfor anbefaler mange dyrlæge at lade sin tæve sterilisere mellem 1. og 2. løbetid, hvis man ønsker at den skal steriliseres. Ved medicinsk løbetidsudsættelse (ved brug af medroxyprogesteron acetat) er der en forøget risiko for brystkræft. Det kan derfor kraftigt anbefales at man vælger sterilisation frem for P-sprøjter, hvis man ikke ønsker hvalpe.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles hovedsageligt ved hjælp af en biopsi, hvor celler fra knuden hentes ud, så de kan undersøges under et mikroskop. Cirka halvdelen af alle knuder i mælkelisten er godartede og halvdelen ondartede. Jo mindre knuden er når den først opdages, des bedre er prognosen.

Dyrlægen vil desuden muligvis bruge nogle af følgende tests, for at finde ud af om kræften har spredt sig (om der er metastaser), for at kunne give en prognose.

  • Røntgen af brysthulen og bughulen
  • Ultralydsundersøgelse af bughulen
  • Biopsi af lymfeknuder, der dræner området med knuden
  • Blodprøver for at evaluere dyrets helbred som helhed

Hvad findes der af behandling?

En knude behandles ved at fjerne den kirurgisk. Før knuden fjernes, bør det undersøges om det er en godartet eller en ondartet knude, da det afgør hvor meget af vævet uden om knuden der skal fjernes.

Alle hunde med en godartet knude i mælkelisten kan helbredes ved at knuden fjernes kirurgisk. Ligeledes kan ca. halvdelen af hundene med ondartede knuder kureres ved at knuden fjernes kirurgisk.

For de hunde der ikke kan behandles ved operation alene, er der en sidste mulighed som er kemoterapi. Dyr bliver ikke behandlet ligeså aggressivt som man behandler mennesker med kræft, da det er vigtigt at de har en god livskvalitet under behandlingen. Der er desuden mange forhold der skal overvejes, inden man kaster sig ud i en sådan behandling. Dette er en relativ ny mulighed i Danmark, og tilbydes kun hos dyrlæger med en speciel efteruddannelse i kræft.

       Sovende hund

Seneste artikler

Under et skybrud, når vandmasserne overstiger kloakkernes kapacitet, kommer rotter og kloakvand op og blander sig med regnvandet. Ud over at...
Forekomst: *** Hvad er forstørret blærehalskirtel? Forstørret blærehalskirtel (prostata hyperplasi) er en almindelig lidelse hos ældre intakte...
Forekomst: ** Hvad er testikelkræft? Hos hanhunde er testikeltumor den anden mest almindelige form for kræft. Der findes flere forskellige typer at...