Google+

Hoste hos hund

Hvad er hoste?

Host er en refleks der udløses for at rense luftvejene og fjerne støv eller andet der generer i de øvre luftveje. Man kan ofte forveksle hoste med nys, opkast, åndenød eller ”baglæns nys” (reverse sneezing).

Hvorfor opstår hoste?

Hoste kan deles op i akut hoste, der opstår pludseligt, og kronisk hoste der har stået på i uger eller måneder.

Akut hoste

Her er de hyppigste årsager til akut hoste listet op:

  • Den mest almindelige årsag til akut hoste er infektion i luftvejene. Infektioner kan skyldes virus, bakterier, parasitter og svampe (sjældent). Læs mere under kennelhoste.
  • Indåndede (inhalerede) materiale der irriterer luftvejene, for eksempel røg eller støv.
  • Parasitter såsom spolorm (Toxocara spp).
  • Skade på lungerne efter påkørsel eller fald.
  • Forgiftning, for eksempel fra rottegift. Rottegift giver blødninger der irriterer lunger og luftveje, hvilket udløser hoste.
  • Sammenklapning af luftrøret (tracheal kollaps) hos små hunde. Ses især hos Yorkshire Terriers, Chihuahua, Pomeranier og Dværgpudler.

Kronisk hoste

Mange af årsagerne til akut hoste kunne også listes op under kronisk hoste, men herudover er der nogle sygdomme,der giver en persisterende kronisk hoste:

  • Kronisk bronchitis. En akut betændelse i luftvejene kan udvikle sig til at blive kronisk, men kan også skyldes langtidspåvirkning fra passiv rygning eller forurening.
  • Broncho-pneumoni er en kronisk betændelse i lunger og luftveje, der oftest skyldes en primær skade, hvorefter den normale bakterieflora har opformeret sig og inficeret vævet.
  • Kræftknuder i lungerne ses især hos ældre hunde.
  • Hjertesygdom. Hvis hjertets pumpekraft er nedsat, ophobes der væske (ødem) i lungerne, hvilket giver hoste.

Hvad er symptomerne på hoste?

Hvis hunden hoster noget op, det kunne være slim, blod eller pus, vil hunden som regel sluge det, så man som ejer ikke får det at se. Hvis man ser hunden hoste blod op kan det være tegn på en alvorlig sygdom såsom kræft eller dårligt hjerte. Det kan dog også skyldes mindre alvorlige lidelser, såsom et fremmedlegeme eller lignende, der har lavet et sår i luftvejene.

 

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Akut hoste

Dyrlægen vil lytte til sygdomshistorien og lave en fysisk undersøgelse af hunden. Det kan kræve mange og lange udredninger at finde årsagen til hoste, og yderligere undersøgelse kræver som regel bedøvelse af hunden. Da infektion er den hyppigste årsag til hoste, vil dyrlægen ofte vælge at behandle hosten for dette i første omgang. En sådan infektion kaldes ofte ”kennelhoste”.

Kronisk hoste

At finde årsagen til kronisk hoste kræver ofte mange og lange udredninger. Foruden at dyrlægen lytter til sygdomshistorien og udfører en fysisk undersøgelse, kan følgende undersøgelser komme på tale: røntgenbilleder, bronkoskopi (hvor man kigger ned i luftvejene med et fiberoptisk endoskop), prøver af slimet i luftvejene eller biopsi.

Hvordan behandles hoste?

Hvordan hosten behandles kommer helt an på årsagen.

Hvis hosten skyldes en bakteriel infektion, behandles der med antibiotika, hvis den skyldes parasitter gives hunden en ormekur, og hvis der sidder et fremmedlegeme i luftvejene fjernes dette.

Når hosten skyldes hjertesygdom, kan der behandles med forskellige typer af hjertemedicin alt efter problemets art.

Når hunden har tør hoste, kan det være en god idé at give noget hostestillende for at give hunden (og dens ejer!) lidt ro.

Hvordan forebygges hoste?

Kennelhoste der skyldes bakterien Bordetella bronchiseptika kan forebygges gennem vaccination.

Cavalier king charles spaniel

Seneste artikler

Infektiøs tracheobronkitisHvad er kennelhoste?Kennelhoste er en blandingsinfektion i hundens øvre luftveje med en eller flere af følgende agens:...