Google+

Akut bugspytkirtelbetændelse hos hund

 

Hvad er årsagen til bugspytkirtelbetændelse?

Som regel finder man ikke årsagen til bugspytkirtelbetændelse. Man ved dog, at overvægt og indtagelse af fed mad er prædisponerende for hunde. Man mistænker desuden skade i bughulen, visse typer af medicin, samt stofskiftesygdomme for at være prædisponerende.

Hvad er symptomerne?

Hunden bliver pludseligt syg med nogle af følgende symptomer: opkast (ofte gult på grund af indhold af galde), ”bedende stilling” på grund af smerter i maveregion (hunden står på bagbenene mens den har brystkassen mod gulvet, se billedet nederst), tab af appetit, diarré, nedstemthed, feber og dehydrering. Symptomerne opstår ofte efter indtagelse af et fedtholdigt måltid.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Det kan være svært at stille diagnosen, da andre lidelser i bughulen har lignende symptomer. Derfor vil diagnosen ofte være en sandsynlighedsdiagnose, der baserer sig på flere forskellige diagnostiske test. De test din dyrlæge sandsynligvis vil udføre vil være: Røntgen af bughulen, ultralydsscanning af bughulen, blodprøver der blandt andet viser niveauet af nogle af bugspytkirtlens enzymer.

Disse blodprøver vil oftest skulle sendes ud af huset til et eksternt laboratorium, hvorfor behandlingen ofte vil påbegyndes inden man har svaret på disse blodprøver. Dyrlægen vil eventuelt åbne hunden for direkte at kunne se bugspytkirtlen og eventuelt tage en biopsi, for at få en hurtig diagnose og igangsætte den rette behandling.

Hvad er behandlingen?

Behandlingen skal påbegyndes så hurtigt som muligt. Hunden må hverken tilbydes mad eller vand i 2-3 dage, for at hindre stimulation af bugspytkirtlen. I stedet gives væske som drop eller under huden. Når hunden er i bedring begynder man at give den små fedtfattige måltider, f.eks. Royal Canin Gastro Intestinal Low Fat. Hunden kan desuden have brug for anden medicin, så som antibiotika, insulin og medicin mod kvalme, mavesår og smerter.

Hvad er prognosen?

Milde tilfælde af bugspytkirtelbetændelse kan helbredes udelukkende gennem styring af foderoptaget og har en god prognose. Derimod er en svær bugspytkirtelbetændelse en alvorlig sygdom, og omkring halvdelen af patienterne vil dø af sygdommen.

Når hunden er kommet sig efter sygdommen, vil den desuden have risiko for en eller flere af følgende følgesygdomme: sukkersyge, eksokrin bugspytkirtelinsufficiens (bugspytkirtlen producerer for få enzymer) og tilbagevendende bugspytkirtelbetændelse. Derfor er det vigtigt at hunden får fedtfattig diæt resten af dens dage.

 Dalmatiner bedende stilling

Seneste artikler

Calculus Hvad er tandsten? Tandsten forekommer hos næsten alle hunde i større eller mindre grad. Det er dog især mange af de helt små racer, som...
Hvad er parvovirus?Parvovirus er en DNA-virus, der giver sygdom i mave-tarmkanalen. Hvordan smitter parvovirus?Parvovirus opformeres i tarmen og...
Hvad er spolorm?Spolorm er en indvoldsorm, der lever i hundens tarmkanal. Hundens spolorm hedder Toxocara canis, mens Toxacaris leonia kan inficere...