Loppeallergi
Lopper og loppeallergi hos kat
Hvad er loppeallergi?
Loppeallergi er den hyppigste årsag til kløe hos hunde og katte. Når loppen bider katten, sprøjter den en lille smule spyt ind først. Katte kan udvikle allergi mod loppens spyt, og man vil da se, at de klør og kradser sig. De kan klø sig i op til 2 uger efter, at de sidst er blevet bidt af en loppe.
Hvad er symptomerne på loppeallergi?
Katte viser som regel ikke lige så tydelige symptomer som hundene. Nogle gange syntes katten blot meget renlig, da den bruger mere tid på at slikke sig. Nogle katte får dog hårløse partier og kradser sig. Når man skiller hårene ad og kigger på huden, kan man se små røde knopper, der strækker sig fra nakken og ned af ryggen. Katte angribes oftest på hoved og hals.
Selv om ens kat har lopper, kan det være svært at finde dem, da katten er særlig god til at fange og spise dem. Hvis man kigger katten på bugen, kan man af og til se lopperne vandre rundt som små sorte pletter. Den letteste og sikreste måde at finde lopper på er dog at kæmme katten. Man kan fange de levende lopper, der ofte hurtigt vil springe af tættekammen igen. Oftere er det dog loppernes ekskrementer der røber deres tilstedeværelse. Ekskrementerne ligner jord eller andet skidt (sorte små gryn), men hvis man lægger dem på et stykke fugtigt køkkenrulle, vil de opløses og farve køkkenrullen rød omkring ekskrementet.
Lopperne lægger deres æg på dyret, men æggene falder hurtigt af og spredes i kattens omgivelser. Her bliver de til larver inden de forpuppes og den voksne larve kommer ud. Puppestadiet kan vare i op til ét år (!), men varer oftest 8-10 dage. Kun ca. 5 % af det totale antal lopper er voksne lopper, resten er æg, larver og pupper (kokoner).
Der findes både katte- og hundelopper, men næsten alle lopper, både på hunde og katte, er kattelopper.
Hvordan behandles loppeallergi?
Loppeallergi behandles ved at udrydde lopperne. Har katten kraftig hudbetændelse, kan det dog også være nødvendigt at behandle dette med antibiotika og kløestillende piller.
De fleste lopper findes i kattens omgivelser. Hvis katten har et yndlings tæppe at ligge på, skal man vaske dette. En effektiv støvsugning i kattens omgivelser kan reducere problemet, men ikke udrydde det. Den vigtigste del af loppebekæmpelsen er midler, der slår lopperne ihjel eller gør dem sterile. De mest effektive produkter er de såkaldte ”pour-on” præparater, som man drypper i kattens nakke ca. en gang hver 4. uge (lidt afhængigt af produktet). Det er vigtigt at produkterne gives korrekt, at man vælger den rette pipette alt efter dyrets vægt, og de kommer helt ned på kattens hud. Der findes mange produkter på marked: Advantage® Vet, Effipro®, Frontline®, Frontline® Combo mf. De fleste af disse forebygger desuden også mod flåter. Du kan finde en oversigt over loppemidlerne til katte, og deres virkning her.
Hvis man foretrækker at give en pipette med mikstur over foderet en gang om måneden, kan man også vælge loppemidlet Program® Vet, der hæmmer udviklingen af æg og larver.
Selv om man har flere husdyr og kun det ene er allergisk, er det vigtigt at alle dyr i husstanden bliver behandlet, da man ellers ikke vil komme lopperne til livs.