Sådan tjekker du hunden/katten for lopper
Vi har desværre usædvanligt mange lopper i år, og lopper ser ud til at være et stadigt stigende problem. Så hvis du ikke behandler forbyggende mod lopper, er det en god ide regelmæssigt at tjekke for lopper.
Det er relativt enkelt at tjekke, om hunden/katten har lopper:
- Placer hunden/katten på en udfoldet avis.
- Kæm over hele dyret med en tættekam. Tættekammen tjekkes løbende for voksne lopper under kæmningen. Er det ikke muligt at bruge en tættekam, så brug f.eks. en børste eller stålkam.
- Hår fjernes forsigtigt fra det materiale, som kæmmes/børstes ud på avisen.
- Hæld materialet fra avisen ned på et stykke fugtigt køkkenrulle eller toiletpapir. Er der sortbrune partikler (loppeekskrementer), som opløses på det fugtige toiletpapir, er det tegn på, at der er lopper.
Er det ikke muligt at kæmme eller børste hunden/katten, kan man lave en støvsugerprøve der, hvor dyret opholdet sig mest.
- Fold et stykke gaze eller en stor tepose op i støvsugerens mundstykke.
- Materialet, som suges op i gazen/teposen, undersøges som beskrevet ovenfor.
Har din hund eller kat lopper, så er der heldigvis gode loppemidler på marked. Af dem kan nævnes:
Loppemider til hunde:
Pipetter til at dryppe i nakken (spot-on): Advantage®, Bayvantic® Vet (må kun bruges til hunde), Effipro®, Frontline®, Frontline® Combo, Prac-tic®, Exproline® mf. De fleste af disse beskytter desuden også mod flåter.
Hvis du foretrækker at give en pille en gang om måneden, kan du også vælge loppemidlet Program® Vet, der hæmmer udviklingen af æg og larver. Hvis din hund har lopper, kan du kombinere med Capstar Vet, der er piller der dræber lopperne. Capstar Vet har en øjeblikkelig effekt, men er hurtigt ude af kroppen igen, og kan derfor ikke anvendes forebyggende. De andre loppemidler har effekt i minimum 4 uger.
Du kan se en oversigt over loppemidlerne til hunde her.
Loppemidler til katte:
Pipetter til at dryppe i nakken (spot-on): Advantage® Vet, Effipro®, Frontline®, Frontline® Combo mf. De fleste af disse beskytter desuden også mod flåter.
Hvis du foretrækker at give en pipette med mikstur over foderet en gang om måneden, kan du også vælge loppemidlet Program® Vet, der hæmmer udviklingen af æg og larver.
Du kan se en oversigt over loppemidlerne til katte her.