Tandsten
Tandsten hos kat
Calculus
Hvad er tandsten?
Tandsten forekommer hos næsten alle katte i større eller mindre grad. Tandsten starter som bakterielle belægninger (plak) på tænderne, der dannes når mundhulens bakterier sætter sig fat på tændernes overflade. Disse belægninger kan sidenhen mineralisere, hvorved tandstenen er dannet. Tandstenen kan ses som en brunlig belægning på tænderne, som ydermere gør kattens ånde ildelugtende. I slemme tilfælde kan tanden være helt skjult af den brunlige ”sten”.
Hvordan forebygger jeg tandsten hos min kat?
Det kan være svært at holde en god mundhygiejne hos sin kat. Den eneste reelle mulighed man har for at forebygge tandsten hos sin kat, er gennem fodringen. Hvis man fodre sin kat tørfoder, i stedet for blødt dåsefoder, er foderpillerne med til at rense tænderne mekanisk, når de knuses mellem tænderne. Desuden er det muligt at købe specialfoder, der forebygger tandsten.
Hvordan behandles tandsten?
Når tandstenen først er kommet, bliver man nødt til at få dyrlægen til at rense tænderne med ultralyd. Katten bliver nødt til at være i fuld narkose for dette.
Grunden til at det er vigtigt at få renset tænderne, er blandt andet at det kan medfører parodontose, som er en hyppig årsag til tab af tænder hos katte. Det er egentligt ikke tandstenen som sådan, der forårsager parodontose, men de mange bakterier den huser. Bakterierne udskiller stofskifteprodukter og enzymer, der er vævsnedbrydende. Herved udløses en tandkødsbetændelse, der nedbryder tandkødets bindevæv, hvorved tænderne langsomt løsnes.
Desuden kan bakterier fra tænderne spredes rundt i kattens krop, og man mener, at nogle tilfælde af hjerteklapbetændelse skyldes bakterier fra kattens mundhule.