Google+

Opkast

Opkast hos kat

Vomitus

Hvad er opkast?

Opkast (vomitus) er ikke en sygdom, men et symptom på en sygdom.

Når kattens foder kommer op igen, efter at den har spist, er det vigtigt først at skelne mellem om katten kaster op eller der er tale om regurgitation. Opkast er en kraftfuld tømning af mavesækken, hvor katten bruger mavemusklerne og mellemgulvet. Derimod bruges næsten ingen kræfter ved regurgitation, da maden her stammer fra spiserør eller mundhule.

En kat der kaster op vil desuden som regel have kvalme, hvilket man ser ved at katten savler, smasker, synker ofte og har nedsat appetit.

Hvad er hårboller?

Når katten soignerer sig, slikker den hår i sig. Disse hår filter sammen i mavesækken og danner en ”hårbolle”. Disse hårboller vil katten kaste op igen, og det er derfor normalt for katten en gang imellem at kaste op. Grove stukturer, som for eksempel græs, irritere maveslimhinden, og får katten til at kaste op. Det er blandt andet derfor at katte af og til spiser græs.

Der findes specialkost som afhjælper hårboller, ved at trække hårene med ud igennem tarmen. Dette kan være en mulighed, hvis din kat er meget generet af hårboller.

Hvorfor opstår opkast?

Der er tre mekanismer som kan få katten til at kaste op. I den forlængede rygmarv sidder et nervecenter, der ved stimulering starter opkastning. Herudover findes en kemoreceptor, der reagerer på stoffer i blodet såsom nogle typer af medicin, uræmi, ketonstoffer eller bakteriers giftstoffer. Nerver fra mavetarmkanalen kan også udløse opkast.

Hvad er symptomerne ved opkast?

Når ens kat kaster op skal man være opmærksom på andre symptomer, der kan signalere en alvorligere sygdom:

  • Blod i opkastet. Der kan være små røde striber blod i opkastet der stammer fra spiserør eller mundhule. Hvis blodet stammer fra mavesækken vil det være delvist fordøjet og ligne kaffegrums.
  • Blod i afføringen. Igen vil blodet ofte være delvist fordøjet og dermed få en mørk næsten sort farve.
  • Feber
  • Ophørt spiselyst.
  • Mavesmerter.

Hvad er risikoen ved opkast?

En kat der kaster op i en kort periode vil ikke få forstyrret hverken væske-, elektrolyt- eller syre-/basebalancen, men hvis katten kaster voldsomt op i længere tid er der risiko for:

  • Dehydrering. Dette kan ses ved at hudelasticiteten bliver nedsat, øjnene kan synke lidt ind og munden virke tør.
  • For lidt kalium (K+) i blodet.
  • For lidt klor (Cl-) i blodet.
  • Forstyrrelser i syre-/basebalancen.

Hvad skyldes opkast?

Når en kat kaster op kan det skyldes en lang række sygdomme, men det er langt fra altid en alvorlig sygdom.

Sygdomme i mavetarmkanalen

  • Irritation i maven eller tarmkanalen
    • Betændelse i mave eller tarm (mavekatar er blandt de hyppigste årsager til opkast hos katte), mavesår, forøget syreproduktion, indvoldsorm.
  • Udvidelse
    •  Overspisning eller gasproduktion i maven.
  • Passageforhindring i mavetarmkanalen.
    • Fremmedlegeme i maven eller tarmkanalen, godartet eller ondartet (kræft-) knude i maven eller tarmkanalen, indsnævring.

Sygdomme uden for mavetarmkanalen

  • Lidelser i nyrer, lever, bugspytkirtel, bughinden eller kønsorganerne.

Akut nyreinsufficiens, kronisk nyreinsufficiens, leversvigt, bugspytkirtelbetændelse, bughindebetændelse, passagehindring i galdegangen, Addisons sygdom, livmoderbetændelse, forhøjet stofskifte.

  • Medicin eller giftstoffer.
    • Visse typer af medicin, giftstoffer fra bakterier (blandt andet Salmonella), tungmetaller, pesticider.
  • Køresyge.
  • Forstyrrelser i CNS (hjerne og rygmarv)
    • Øget tryk i hjernen, betændelse i hjernen og eventuelt frygt.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Hvis opkastningerne har stået på i kort tid, og katten ikke har andre symptomer og ellers er frisk, laves typisk en kort udredning. Dyrlægen vil her typisk spørge ind til sygdomshistorien og lave en fysisk undersøgelse (herunder kigge i mundhulen, mærke på kattens mave og undersøge rectum og analregionen). Hvis der ikke findes noget signifikant ved denne undersøgelse vil man ofte vælge symptomatisk behandling.

Er der symptomer på yderligere komplikationer (se ovenfor), har katten kastet op i længere tid eller hvis den kaster op hyppigere end 1-2 gange om dagen, kræver det en udvidet undersøgelse. Foruden den ovenfor nævnte undersøgelse kan dyrlægen, alt efter hvilken sygdom der mistænkes, vælge at tage en blodprøve, urinundersøgelse, røntgen og ultralydsundersøgelse af bughulen. Det kan også komme på tale at kigge ned i mave- tarmkanalen med et endoskop og tage biopsier.

Hvordan behandles opkast?

Behandlingen retter sig mod årsagen.

Hvis katten ikke har andre symptomer end opkast, er frisk, ikke er dehydreret, kan man forsøge symptomatisk behandling. Ellers bør man kontakte sin dyrlæge. En killing eller en kat der kaster op i mere end 24 timer bør ligeledes altid tilses af en dyrlæge.

Symptomatisk behandling består i at faste katten i op til 12 timer for at hvile tarmkanalen. Efter fasten tilbydes vand i små portioner. Man begynder herefter at tilbyde den fedtfattigt foder, for eksempel en mave-tarm diæt. Foderet gives i hyppige, små portioner (4-6 gange den første dag). Hvis katten ikke vil spise, eller hvis alt foderet kommer op igen, skal du kontakte din dyrlæge. En kat må ikke faste i mere end 24 timer, da dens lever ellers kan tage skade.

4 katte med en bold

Seneste artikler

CalculusHvad er tandsten?Tandsten forekommer hos næsten alle katte i større eller mindre grad. Tandsten starter som bakterielle belægninger (plak)...
Hvorfor bliver en kat overvægtig?Overvægt skyldes for stort indtag af kalorier og er i mange tilfælde kombineret med en mindre aktiv livsstil. Fra...
Felin panleukopeni Hvad er kattesyge? Parvovirus er en DNA-virus, der giver sygdom i mave-tarmkanalen. Kattesyge har et hurtigt og voldsomt forløb,...