Løbetid
Løbetid hos hund
Hvornår kommer en tæve i løbetid første gang?
En tæve kommer i løbetid første gang, når den er gennemsnitligt 9 måneder, men der er store forskelle, så alt fra 6 – 24 måneder er normalt. Store hunderacer kommer som regel senere i brunst end små hunderacer.
Hvornår skal jeg lade min hund sterilisere?
Hvis du ikke ønsker hvalpe, er det en god idé at lade din hund sterilisere. Mange vælger at lade deres hund sterilisere, når den har været i løbetid første gang. Risikoen for brystkræft reduceres, hvis hundene steriliseres inden deres 3. løbetid, men jo tidligere de bliver steriliseret, des mere bliver risikoen for brystkræft reduceret. Således ses den største reduktion i risikoen for brystkræft, hvis hunden bliver steriliseret, allerede inden den kommer i løbetid første gang.
Ved medicinsk løbetidsudsættelse (ved brug af medroxyprogesteron acetat) er der en forøget risiko for brystkræft. Desuden ses flere andre bivirkninger blandt andet fedme, sukkersyge, livmoderbetændelse og cystisk endometrie hyperplasi. Det kan derfor kraftigt anbefales at man vælger sterilisation frem for p-sprøjter, hvis man ikke ønsker hvalpe.
Hvordan forløber en normal brunstcyklus?
En tæve kommer i løbetid gennemsnitligt hver 7. måned, men der er igen forskelle fra hund til hund.
Hundens brunstcyklus kan inddeles i fire faser:
Forbrunst (proøstrus): Varer ca. 9 dage. De ydre kønsorganer hæver let op og der ses et blodigt flåd fra skeden.
Brunst (østrus): Varer ca. 9 dage. Udflåd fra skeden der er strågult, men kan være blodtilblandet. Det er i denne periode tæven accepterer parring.
Hvilefase (diøstrus): Varer ca. 70 dage.
Uden for brunst (anøstrus): Varer ca. 125 dage.
Under forbrunsten vil tæven tiltrække hanhunde, men hun vil ikke acceptere parring på dette tidspunkt. Cellerne i skeden ændrer udseende i forbrunsten og vil være forhornede i brunsten. Det er derfor, at dyrlægen kan tage en celleprøve fra skede og sige, hvor tæven er i sin cyklus. Ægløsningen sker fra midten af brunsten til slutningen.
En hund vil normal fortsætte med brunstcyklusser hele livet, men efter 6.-8. år falder fertiliteten, og der vil gå længere og længere tid mellem løbetiderne.