Google+

Normal fødsel hos hund

Hvor lang tid er tæven drægtig?

Længden af drægtigheden afhænger af, hvornår tæven har ægløsning. Hanhundens spermier er befrugtningsdygtige i op til 7 dage i tævens livmoder, og der er forskelle i tævers parringsvillighed før og efter ægløsning. Derfor varierer drægtighedslængden fra 54-72 dage fra første parring, da parringstidspunktet og den faktiske befrugtning kan være forskellige dage. Den gennemsnitlige drægtighedslængde er 63 dage. Hvis man har fået lavet en hormonundersøgelse af tævens blod op til parring for at finde det optimale tidspunkt, kender man terminsdatoen lidt mere præcist.

Tævens temperatur falder ca. ½ °C 10-24 timer inden fødslen, så ved at måle tævens temperatur regelmæssigt kan man forudsige, om fødslen er nært forestående. Tævens kønsåbning hæver desuden en smule op (kaldet ødem) før fødslen, og der kan eventuelt ses et let slimet udflåd fra skeden.

Hvordan forløber fødslen?

Tæven vil som regel klare fødslen selv uden problemer. Man bør dog holde den under opsyn, så man kan gribe ind, hvis den har brug for hjælp. Tæven har bedst af at føde i rolige vante omgivelser, da forstyrrelser kan forhale fødslen.

Hundens fødsel kan inddeles i 3 stadier.

Første stadie (Opblokningsperioden):

Her begynder livmoderen at trække sig sammen regelmæssigt med kortere og kortere intervaller. Tæven vil som regel ændre adfærd og blive mere urolig og miste appetitten. Nogle tæver kaster op, og redebygningsadfærd er også almindeligt set. Det første stadium varer normalt mellem 10-24 timer, og det er her, at livmodermunden åbner sig.

Anden stadie (Uddrivelsesperioden):

I anden stadie kan man se, at tæven begynder at bruge sine mavemuskler for at presse hvalpene ud (presseveer). Normalt kommer den første hvalp 10-60 minutter efter starten på uddrivelsesperioden. Hvalpene kommer til verden i hver deres fosterhinde. Baglæns fødsel er normalt for hunde, faktisk kommer ca. 40 % af alle hvalpe til verden på denne måde. Normalt vil tæven straks slikke hvalpene, for at befri dem for fosterhinden og stimulere vejrtrækningen. Hvis tæven ikke gør dette, må man straks fjerne fosterhinden fra hvalpens hoved og suge luftvejene fri for slim. Dette kan gøres med en børne-øreskyllebold fra apoteket. Herefter må man stimulere vejrtrækningen ved at gnubbe hvalpen i et håndklæde. Navlestrengen underbindes, for eksempel med tandtråd, ca. 2 cm fra hvalpens mave. Man bør dog altid forsøge at få tæven til at hjælpe til og derved knytte sig hvalpene. Man bør også huske på, at nogle tæver bliver meget beskyttende overfor deres afkom og kan finde på at snerre og snappe, selv efter mennesker de kender.

Tredje stadie (Fødsel af moderkager):

Tredje stadie er fødslen af moderkagen. Den kan følge med hvalpen eller komme senere i fødselsforløbet. Der vil være en moderkage for hver hvalp, således at tæven veksler mellem anden og tredje stadium af fødslen. Der er normalt fra få minutter til ½ time mellem fødslen af hver hvalp. Fødslen af alle hvalpe og fosterhinder kan tage op til 24 timer i alt, men der bør ikke være mere end 2-3 timer i mellem fødslen af hver hvalp.

Når hvalpene dier hos tæven frigives hormonet oxytocin, der hjælper til med at trække livmoderen sammen. Det er dog alligevel en god idé at placere hvalpene i en varm kasse, mens fødslen står på, for at forhindre at tæven kommer til at skade dem. Kassen kan varmes op af en varmedunk eller en sok med ukogte ris, der varmes i mikrobølgeovnen.Tre hvalpe

Seneste artikler

Hvad er kastration? Ved kastration fjernes begge testikler kirurgisk. Hunden kan kastreres allerede fra to måneders alderen, uden risiko for dens...
Under fødslenDet er en god idé at placere hvalpene i en varm kasse under selve fødslen, for at forhindre at tæven kommer til at skade dem. Kassen...
Hvornår kommer en tæve i løbetid første gang? En tæve kommer i løbetid første gang, når den er gennemsnitligt 9 måneder, men der er store...