Hundesyge
Hundesyge
Hvad er hundesyge?
Hundesyge er en meget smitsom virussygdom, der hovedsageligt rammer hundens lunger, fordøjelseskanal og nervesystem. Virus er i familie med mæslinger og smitter via aerosoler/nys fra inficerede hunde.
Hvorfor opstår hundesyge?
Det er hyppigst unge hunde under et halvt år, der smittes med hundesygevirus. Sygdommen starter oftest i lymfevævet i de øvre luftveje, hvorfra den spreder sig til overfladecellerne i luftvejene, fordøjelseskanalen og urinvejene. Synsnerver og centralnervesystem smittes også.
Hvad er symptomerne på hundesyge?
Efter den første uge får hundene feber, som forsvinder i nogle dage for derefter at komme tilbage. Ved det andet feberanfald ser man næseflåd, øjenflåd og appetitløshed. Senere i forløbet kan der komme sekundære bakterieinfektioner, der forværrer sygdommen. Der kan også ses en akut hjernebetændelse. Nogle gange ser man hyperkeratose (abnorm vækst af den forhornede hud) på trædepuder og næsen. Dette har givet sygdommen det engelske tilnavn ”hard pad disease”.
Hvis man kan holde bakterieinfektionerne under kontrol med antibiotika, kan hunden virke rask i op til tre uger, hvorefter virusinfektionen kan manifestere sig i rygmarv og hjerne. Man ser epilepsilignende anfald og sammentrækninger af lokale muskelgrupper for eksempel i hovedet. Skader på rygmarven giver svaghed og lammelser, men kan også give ufrivillige bevægelser. Fra smitte til man ser systemiske tegn på sygdom kan der gå op til 10 dage. Symptomerne i nervesystemet ses op til flere måneder senere.
Hundesyge kan også blusse op igen hos ældre hunde, der blandt andet har ukoordinerede bevægelser og slingerhed.
Hvordan stiller dyrlægen diagnosen hundesyge?
Diagnosen stilles ud fra de kliniske tegn og en prøve taget med en vatpind fra øjets blinkhinde. Det kan være svært at stille diagnosen ud fra de kliniske tegn, hvis sygdommen ikke manifesterer sig fuldstændigt efter bogen. Sygdomsbilledet kan blive forstyrret af samtidige infektioner fra virus, bakterier eller parasitter. Hvis hvalpen kun har de neurologiske tegn, kan det især være svært at stille diagnosen. De neurologiske tegn kan nogle gange minde om forgiftninger med blandt andet bly.
Hvordan behandles hundesyge?
Behandlingen er alene symptomatisk. Man kan forsøge at hjælpe med antibiotika for at stoppe den sekundære bakterielle infektion, men virus vil stadig fortsætte med at skade nervesystemet. Oftest kan man ikke behandle den akutte neurologiske form af sygdommen.
Den bedste ”behandling” er forebyggelse gennem vaccinationer.
Hvordan forebygges hundesyge?
Hundesyge er en af de sygdomme der forebygges ved den årlige vaccination.