Google+

Hvad er det for nogle knuder min kat har under maven?

Hej.

Jeg har en dejlig stor rød hankat, han er 5 1/4 år og er meget glad og kælen. Han vil helst drikke frisk rindende vand fra vandhanen. Han får Hill's til neutraliseret kat. Der er fri adgang til foderskålen. Han har længe haft en "fedtknude" i den løse nederste mavedel (han har ret meget hud der hænger, og vejer 7 kg). Forleden opdagede jeg at han havde flere sammenhængende knuder dernede, når jeg trykkede let på dem, gav han udtryk for at det var ubehageligt med pivelyde... Kan det være noget med tarmene, tarmslyng eller kan det tænkes, at det er ondartede knuder? Han er på toilette udenfor hver dag. I tilfælde af operation, ved I, hvad der er bedst og hvad det koster??? Hvad gør jeg bedst for min kat.?

Vh. A.H.


 

Kære A.H.

Det mest sandsynlige er som du skriver, at det er fedtknuder. Katte har nemlig en tendens til at aflejre fedt netop der på den nederste del af maven, som du beskriver, og fedtet kan altså godt sætte sig som knuder. Men man kan dog aldrig mærke på en knude hvad det er – altså om det er en ondartet (kræft) knude, eller en godartet knude (f.eks. fedtknude). Man bliver nødt til at undersøge selve de celler som knuden er opbygget af, for at vide hvad det er. Når knuden er fjernet kirurgisk, kan man vælge at få den undersøgt (det koster typisk omkring 1000 kr. oven i operationsprisen at få et laboratorium til at undersøgeknuden/knuderne). Når det så er sagt, så er der selvfølgelig nogle ”tommelfinger regler” for om knuden sandsynligvis er godartet eller ondartet. Hvis knuden er lille, ikke vokser, ikke er øm, mærkes ”glat” og kan ”smutte” (hænger ikke fast i det underliggende væv), er sandsynligheden større for at det er en godartet knude. Men som sagt: det er ingen garanti.

Du spørger til om det kan være noget med tarmene. Hvis en kat har lyskebrok, kan tarmene i voldsommere tilfælde godt komme ud og ligge hvor du beskriver ”knuderne”. Det sker dog som regel efter et voldsomt traume, f.eks. efter en påkørsel, men kan også godt være medfødt. Men lyskebrok ses sjældent hos katte.

Med hensyn til prisen, bliver jeg dig svar skyldig. Dels fordi man bliver nødt til at mærke på knuderne, for at kunne sige hvor stor en operation der er tale om (og hvis det skulle være tale om et lyskebrok er det en endnu større operation- men det ses som nævnt sjældent). Dels er der fri prisdannelse. Så du får en bedre idé om priserne, hvis du ringer til din lokale dyrlæge. Typisk kan de fortælle dig i hvilket prisinterval du kan forvente (som regel har dyrlægen både en pris for en lille knude og en stor knude). Men du skal huske ikke kun at fokusere på prisen. Det er vigtigt at sikre sig at kvaliteten også er i orden (hvilket den heldigvis er langt de fleste steder).

Det er for resten meget normalt at katte bedst kan lide rindende vand (og ikke det stillestående i vandskålen), og at du har foderet stående fremme er også godt. Katte spiser nemlig mange så måltider, i modsætningen til f.eks. hunde, der spiser få store måltider. Der er dog nogle katte der ikke helt kan administrer det (kommer til at veje for meget), og så må man enten skifte til slankefoder eller tildele afmålte portioner. Noget andet er at 7 kg nok er lige i overkanten til en hankat, selv om han er stor, så det kan godt være du skal overveje enten slankekost eller afmålte portioner (fedtknuder vokser også hvis katten tager på).

Jeg kan som nævnt ikke fortælle dig hvad knuderne er, kun hvad der er det mest sandsynlige. Så jeg syntes helt klart at du skal få en dyrlæge til at mærke på knuderne, og komme med en vurdering af om de bør fjernes.

God efterårsferie!

Med venlig hilsen

Dyrlæge Thea S. Kamstrup