Min kat har en knude, bør jeg bekymre mig?
Jeg opdagede for et års tid siden en lille "klump" på min kat af størrelse og form som en flækket mandel, der sad under huden på flanken.
Den er glad og blød og lader ikke til at genere ham overhovedet.
Da han et stykke tid efter var til tandrens påpegede jeg det over for min dyrlæge, som ikke var bekymret over det.
Nu er der så gået et år, og den er vokset til ca. dobbelt størrelse.
Da den er glat, blød og flad formoder jeg at det bare er en fedtknude. Men hvornår skal jeg begynde at blive bekymret?
Dyreart: Kat
Race: huskat
Køn: han
Alder: 7 år
Hej!
Man kan desværre hverken se eller mærke på en knude om den er god-/eller ondartet! Det er nødvendigt at få celler ud af knuden og undersøge dem, for at kunne vide hvad knuden er for en. Det kan man enten gøre ved at udtage en biopsi, eller simpelthen fjerne knuden og sende den til undersøgelse.
Når det så er sagt, så er der jo selvfølgelig nogle ”tommelfingerregler” for, hvornår man bør bekymre sig. Hvis knuden opfylder følgende, er der en stor sandsynlighed for at den er godartet: den må IKKE vokse eller ændre størrelse, ændre farve, genere (katten må ikke slikke/kradse efter den), tabe hårene over knuden eller blive betændt. Den skal helst være lille og føles ”glat”/afgrænset, og må ikke hænge fast i de underliggende stukturer, men være frit forskydelig under huden og den må ikke være øm, når du rører ved den.
Selv om en knude opfylder alt det ovenstående, er der ingen garantier – det er kun sandsynligheder vi snakker om. Heldigvis er langt de fleste knuder godartede, det kunne f.eks. være en fedtknude, rester af en gammel byld eller et lille fremmedlegeme. Så vidt jeg kan forstå på din beskrivelse af knuden, så opfylder den alle de ”godartede” tegn, bort set fra at den er vokset til dobbelt størrelse over det sidste år. Selv om den vokser langsomt, så ville jeg personligt vælge at få den fjernet og undersøgt, selv om knuden med overvejende sandsynlighed er godartet.
Med venlig hilsen
Dyrlæge Thea S. Kamstrup.