Patellaluksation
Hvad er patellaluksation?
Patella er det latinske ord for knæskal. Luksation betyder at knæskallen ikke længere ligger på sin rette plads. Knæskallen kan både fejlplacere sig på indersiden af benet (medial patellaluksation), hvilket er det mest almindelige (ca. 80 %), og på ydersiden af benet (lateral patellaluksation). Patellaluksation er en meget udbredt lidelse blandt de små racer. Tæver rammes hyppigere af patellaluksation end hanhunde.
Patellaluksation udvikles hos hvalpen mens den vokser, da hvalpene tilsyneladende fødes normale. Når knæskallen ligger fejlplaceret, giver det et forkert træk i sener og knogler. Under væksten er knoglerne følsomme for forkert træk, og det gør at de vrider sig og vokser forkert. Dette giver en forkert benstilling og en forkert belastning af leddene.
Hvad er symptomerne?
Symptomerne kommer an på graden af patellaluksation. I de milde tilfælde ligger knæskallen på plads som den skal, men smutter ud til siden en gang i mellem. Dette kan gøre at hunden halter eller ikke bruger benet et par skridt. Disse hunde vil typisk have normal anatomi i deres bagben og en næsten normal gang.
Når knæskallen er konstant fejlplaceret, vil hunden være permanent halt. Disse hunde vil typisk også have forandret anatomi i deres ben, hvor knæskallens forkerte træk vil have drejet underbenet.
Symptomerne starter typisk når hvalpen er ca. ½ år gammel. Der er en tendens til at jo tidligere symptomerne starter, des svære grad af patellaluksation udvikles.
Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?
Dyrlægen kan mærke på knæet om knæskallen er fejlplaceret, og hvor løse ligamenterne er omkring leddet. Men det vil typisk også være en god idé at tage et røntgenbillede ved mistanke om patellaluksation, for at få afklaret om knoglerne i underbenet har den korrekte anatomi eller er blevet drejet af det forkerte træk.
Hvordan forebygges lidelsen?
Da der er et arveligt element i sygdommen, kan den forebygges gennem avl.
Hvordan kan lidelsen behandles?
Patellaluksation kan korrigeres med en operation. Formålet med en operation, der korrigere knæskallens placering og derved genskaber de normale trækkræfter i knæet, er foruden at genskabe et fysiologisk velfungerende knæ, at forhindre at underbenet roterer. Derfor har en operation især gavnlig for den unge hund, der stadig vokser, inden anatomien er forandret i benet.
Hvordan er fremtidsudsigterne for en hund med patellaluksation?
Prognosen for en hund med patellaluksation kommer meget an på graden af patellaluksation. De milde grader, hvor knæskallen sidder på plads, men kan smutte ud en gang imellem, har en god prognose. Er knæskallen låst helt fast i en forkert position, er lidelsen ofte invaliderende og har en dårlig prognose. Herudover har en hund med patellaluksation øget risiko for andre lidelser i benet, dette er: gigt i knæleddet, skade på menisken i knæet og ruptur af korsbåndet.