Google+

Osteochondrose

Forekomst: ***

Hvad er Osteochondrose?

Osteochondrose er en multifaktoriel lidelse, hvor der sker en forstyrrelse i bruskdannelse på ledfladen. Der opstår lokale fortykkelser i brusken og der kan opstå revner, hvorved brusken kan løsne sig i flager. Når dette sker kaldes lidelsen for osteochondrose dissecans (OCD). Fligen kan løsne sig helt og danne en ledmus.

Osteochondrose er en hyppig lidelse hos unge hunde af store racer, især Grand Danois, Labrador Retriever, Newfoundland og Rottweiler rammes. Hanhunde rammes hyppigere end tæver og 60 % af hundene der får osteochondrose, rammes i både højre og venstre ben.

Hvad er symptomerne?

Først når osteochondrosen har udviklet sig til osteochondrose dissecans, ses symptomer i form af halthed. Osteochondrose kan forekomme i både skulder-, albue-, knæ- og haseled, men forekommer hyppigst i skulderledet. Hvis lidelsen er bilateral (i både højre og venstre ben), kan det være svært at erkende haltheden, men hunden får en stikkende gang og en afvigende benstilling. Symptomerne starter som regel når hunden er 5-10 måneder gammel.

Hvordan stiller dyrlægen diagnosen?

Mistanke om osteocondrose opstår på baggrund af sygdomshistorien (alder, udviklingen af halthed, race), ledsmerter og ledhævelse. Ofte kan der ses karakteristiske forandringer på røntgenbilleder, men for at stille en præcis diagnose er det nødvendigt at kigge ind i leddet, enten men en kikkert eller ved at åbne leddet op kirurgisk.

Hvordan forebygges lidelsen?

Da der er et arveligt element i lidelsen, kan osteochondrose forebygges ved at udelukke hunde med lidelsen fra avlen. For den enkelte hvalp kan osteochondrose forebygges ved restriktiv fodring.

Hvordan kan osteochondrose behandles?

Små bruskdefekter er ofte selvhelbredende. De større bruskdefekter er det nødvendigt at fjerne kirurgisk, da de hindrer helingen. Der vil som regel altid dannes gigt i leddet, men gigtforandringerne bliver mindre når bruskdefekterne fjernes kirurgisk. Små ledmus kan resorbere sig selv, mens større ledmus altid bør fjernes kirurgisk, da de som regel vil give store smerter.

Hvordan er fremtidsudsigterne for en hund med osteochondrose?

Osteochondrose udløser altid gigt i leddet på sigt. Hvor generet hunden bliver at dette afhænger af dens smertetærskel, dens aktivitetsniveau, vægt og hvilket led det drejer sig om.

Seneste artikler

Min gravhund kom i mandags i behandling for obs. af diskusprolaps i nakken. Tirsdag var den også meget sløv. Ville ikke rigtig løfte hovedet og...
Forekomst: ** Hvad er albueledsdysplasi? Albueledsdysplasi er en hyppig lidelse hos hvalpe af store racer. Lidelsen deles op i to typer, der begge er...
Forekomst: **** Hvad er en flækket negl/klo? Det sker ikke sjældent at en hund flækker en negl, især stålriste er slemme til at flække neglene...