Øjet
Hvad kan man gøre for sin hund med grå stær?
Hvad kan man gøre for sin hund med grå stær? Kan man give speciel mad? Jeg har hørt at rød peber, æg og grøn kål er godt, passe det?
Med venlig hilsen
Gitte
Dyreart: Hund
Race: Labrador
Køn: Hunhund
Alder: 9 ½ år
Kære Gitte
Det er vigtigt at skelne mellem grå stær og nukleær sklerose, som skyldes normale aldersrelaterede forandringer i linsen. Ved nukleær sklerose ses ligeledes en gråfarvning af linsen, og ældre dyr med denne forandring har et udmærket syn, og det kræver ingen behandling (din dyrlæge kan kende forskel på de to).
Grå stær kan både være primær (”komme af sig selv”) og sekundær (skyldes en underliggende sygdom). Hvis den går stær skyldes en underliggende sygdom, skal denne selvfølgelig behandles. Ellers er der - på trods af meget forskning - ikke fundet effektive lægemidler, kosttilskud eller foder, der kan behandle sygdommen. Den eneste behandling er at fjerne den uklare linse, så synet genoprettes. Dette er en specialistopgave for en øjenpaneldyrlæge. Du kan finde en liste over øjenpaneldyrlæger i Danmark her: http://dsvo.dk/find-en-ojenpaneldyrlaege.
Med venlig hilsen
Dyrlæge Thea S. Kamstrup