Google+

Kan min gamle kat tåle at få ormekur?

Jeg har overtaget en ældre kat på 12 år, den er udekat, men spiser vist aldrig mere mus/fugle. Den har aldrig i sit liv fået en ormekur - og jeg tænker om det er nødvendigt nu? I vinters hostede den noget op i munden, som den derefter sank, det skete flere gange dagligt. Disse symptomer forsvandt helt i foråret. Tør jeg give katten ormekur, når den er så gammel, og tilsyneladende ikke fejler noget i øjeblikket? Skal den kun have, hvis man opdager orm i afføringen? Hvad med lungeorm?  

MVH Birgitte

Dyreart: Kat

Race: korthårskat, alm.

Køn: Kastreret han

Alder: 12 år


 

Hej Birgitte

Din kat kan sagtens tåle en ormekur, selv om den er 12 år gammel. Men hvis den ikke spiser mus og fugle er det ikke sandsynligt at den har orm - det kræver nemlig at den spiser disse for at blive smittet. En undtagelse er killinger - de får smitten fra deres mor. Og ja, man behandler kun mod orm, hvis katten rent faktisk har orm. Din dyrlæge kan lave en test på kattens afføring, og se om den har orm.

Kattens lungeorm (Aelurostrongylus Abstrusus) er sjælden i Danmark, og giver som regel ingen symptomer.

 

Med venlig hilsen

Dyrlæge Thea S. Kamstrup