Kan man få P-piller til Thailandske herreløse katte?
Vi er gennem mange år kommet på en golfbane i Thailand, hvor de har et problem med katte. Der er vel 7-10 hunkatte og de får jo killinger hele tiden. Kan jeg købe P-piller til dem til et år? Vi kommer nogen gange 2 gange om året, og jeg syntes det er synd for de stakkels dyr. Så hvis jeg kan gøre noget, vil jeg meget gerne ofre penge på det.
Med venlig hilsen
Hanne
Hej Hanne
Desværre er halv- og hel-vilde katte der får alt for mange killinger, et stort problem mange steder i verden, så det er dejligt at du er opmærksom på problemet og ønsker at gøre noget ved det.
Jeg syntes P-piller er en dårlig løsning for disse katte. Når man giver P-piller til katte, er det meget vigtigt at de får deres pille meget regelmæssigst på en fast ugedag. Og det kan altså være rigtig svært at få indfanget samtlige 7-10 katte f.eks. hver tirsdag (eller hvilken dag man nu vælger). Hvis der er en enkelt uge, at det glipper at give en af kattene en P-pille, er der stor risiko for at den bliver drægtig. Og det er desværre ikke så godt at komme til at fortsætte med at give en drægtig kat P-piller, det øger risikoen for komplikationer.
Noget helt andet er at P-piller i Danmark er receptpligtige. Det vil sige at P-piller ikke må udskrives før der er en dyrlæge der har undersøgt kattene. Jeg ved ikke om der er mere lempelige regler i Thailand, men under alle omstændigheder er det næsten umuligt at styre P-piller, hvis kattene ikke er huskatte, man er helt sikker på at se hver dag.
Jeg syntes til gengæld det vil være en rigtig god idé at få indfanget kattene, og få en lokal dyrlæge til at sterilisere dem. Mange steder findes der også dyreværnsorganisationer, der ligefrem gør det gratis, når det drejer sig om katte uden ejer. Men ellers kan man jo ofte få en god pris, når man kommer med mange katte.
Med venlig hilsen
Dyrlæge Thea S. Kamstrup