Google+

Hvordan behandles blærebetændelse?

Hejsa

Jeg har en cockerspaniel på 4 år, som er blevet bedækket for 1 uges tid siden. hun har de sidste 2 dage tisset anderledes og meget længe når vi er på gåtur. I nat tissede hun i min seng og her til aften på køkkengulvet. Jeg er sikker på, at hun har blærebetændelse. Som menneske skal man have et sulfopræperat eller drikke meget tranebærsaft. Hvad giver man en hund?

Venligst

Merete

Dyreart: Hund

Race: Cockerspaniel

Køn: hun

Alder: 4 år


 

Hej Merete

En bakteriel blærebetændelse behandles hos hunde med antibiotika, hvilken type af antibiotika dyrlægen vælger at bruge, afhænger af hvilken type af bakterier hunden er blevet inficeret med. Allerede når dyrlægen kigger i mikroskopet kan han/hun se, om det er kokker eller stave (typer af bakterier), der inficerer blæren, inde en eventuel dyrkning foretages. At urinen bliver undersøgt i et mikroskop er også vigtig, fordi urinvejssten giver præcis de samme symptomer som en blærebetændelse, og disse vil ofte give sig til kende ved krystaller i urinen.

Herudover er det også altid vigtigt at få udelukket en livmoderbetændelse hos en intakt tæve der drikker eller tisser mere end normalt.

God bedring med hende, og god fornøjelse ved de hvalpe der eventuelt måtte komme ;)

Med venlig hilsen

Dyrlæge Thea S. Kamstrup