Google+

Hund spiser afføring

Hej

Jeg har en Dansk Svensk gårdhund på snart 13 år, den er det sidste års tid begyndt på at æde hundelort, og kan godt lide at slikke på frossen lort, hvad kan det skyldes? Mangler den et mineral eller vitaminer? Efter dens alder er den meget frisk, den spiser ikke så meget, men mangler ikke noget, den er i fin stand. Jeg tro somme tider bare det er fordi den hellere vil tigge sig til noget der er bedre, men vi giver den ikke så meget andet, måske et stykke tørt brød, hvis der skulle være noget til overs fra morgen bordet.

Dyreart: Hund

Race: Dansk Svensk gårdhund

Køn: Hanhund

Alder: 13

 


 

Hej

At hunde spiser afføring er i et vist omfang normalt. Det gælder for tæven, der spiser hvalpenes afføring, for at holde reden ren. Dette er dog en adfærd, der hører op, når hvalpene er nogle uger gamle, og selv kan komme ud af reden.

Når andre hunde spiser afføring enten fra sig selv eller fra andre, er det en god idé at undersøge, om der ligger en sygdom bag opførslen. Blod i afføringen, bugspytkirtel insufficiens eller bakteriel overvækst i tarmen, kan få en hund til at interessere sig for sin egen eller andres afføring. Det er dog oftest et adfærdsproblem, der ligger bag (også selv om du har en ældre hund - de kan sagtes lære nye "tricks" på trods af alderen). Der kan være mange årsager, blandt disse kan nævnes:

    * Hunden søger opmærksomhed ved manøvren

    * Hunden har observeret en tæve, der gør rent efter sine hvalpe

    * Normal undersøgende adfærd

    * Sult

    * Hunden er understimuleret og har let adgang til afføring såsom i en løbegård

Det er en almindelig misforståelse, at hunden mangler noget i sin kost, når den begynder at spise noget ”mærkeligt”. Hvis man giver sin hund et fuldfoder af god kvalitet, er der ingen grund til at bekymre sig om, at hunden nu får alle de næringsstoffer, den skal bruge.

Hvis unoden skyldes en underliggende sygdom, skal denne naturligvis behandles. Er det derimod et adfærdsproblem, er det vigtigt at være konsekvent. Man kan prøve en eller flere af følgende ting:

   * Lær hunden en ”lad ligge” kommando

   * Aktivering af hunden, så energien henledes på andet end at spise afføring. Man kan for eksempel lade hunden finde gemt foder.

   * Begræns adgangen til afføring. Dette kan gøres ved at lufte hunden i snor og samle afføringen op.

   * Opdel hundens daglige madration i flere. Dette øger mæthedsfornemmelsen og kan måske mindske hundens lyst til at æde andre ting. Et fiberrigt (light) foder øger ligeledes mæthedsfornemmelsen.

En mulighed er også at drysse peber (hvid eller cayenne) over afføringen. Hunden skal bevidst præsenteres for afføring med peber på. Peberet får hunden til at nyse, når den snuser til afføringen, og hvis den alligevel spiser afføringen, vil den forbinde det at spise afføring med noget ubehageligt.

Der findes desuden piller, Kaprotabs, der kan mindske hundens lyst til at æde sin egen afføring. Man giver dem dagligt i forbindelse med et måltid i 14 dage. En bedring vil som regel indtræde efter 3-4 dage.

 

Med venlig hilsen

Dyrlæge Thea S. Kamstrup