Google+

Kanin med tynd mave

Hej :)

Jeg har en glad og dejlig han kanin. Men her de sidste par måneder har han ofte haft tynd mave. Jeg har prøvet at tage alt foder fra ham og kun give ham græs og hø. Men straks når han får lidt grønt (gulerødder) eller foder som han altid har fået, får han tynd mave igen. Hans bur lugter (mere end det har gjort før) selv om jeg renser det rigtig ofte. Nogle dag drikker han helt vild meget og andre næsten ingenting, men han drikker og lejer rundt og virker frisk.

Hvad skal jeg gøre så han få det bedre i maven??

Dyreart: Kanin

Race: vædder

Køn: han

Alder: 3 år

 


 

Hej Anna

Den hyppigste årsag til dårlig mave hos kaniner, er tandproblemer. Hos kaniner vokser tænderne hele livet, og de er derfor meget afhængige af at tænderne slides tilstrækkeligt og rigtigt. Derfor er for lange tænder, skævt tandslid og tandspidser et meget udbredt problem hos tamkaniner, der ofte ikke får fødeemner der slider tænderne tilstrækkeligt. Når kaninen ikke tygger sin mad ordentligt, får den diarre. Ofte vil en kanin med tandproblemer virke sultent og gå til madskålen for at spise, for så at opgive og nøjes med i stedet at drikke vand. Derfor ser man ofte at en kanin med tandproblemer har forøget drikkelyst, herudover kan kaninen have symptomer som øget spytsekretion, tænderskæreren og nedsat appetit. Det kan både være fortænderne og kindtænderne, der giver problemerne. Kindtænderne kan man ikke umiddelbart se, hvorfor det er nødvendigt at tage kaninen med forbi en dyrlæge, der kan konstatere om det er tænderne, der er årsagen til diarréen.  Behandlingen består i at tænderne files til, så kaninen igen kan tygge korrekt. Fortænderne kan som regel korrigeres uden bedøvelse, mens det kræver bedøvelse af rette op på kindtænderne. En kanin der først har slidt sine tænder skævt, vil som regel få problemer igen senere, nogle gange allerede efter et par måneder, og andre gange kan der gå op til et år. For at forebygge forkert tandslid, skal man give rigeligt med hø af god kvalitet, friske grene (gerne ikke-sprøjtede frugtgrene), græs eller stykker af rådyrhorn.

Der findes selvfølgelig mange andre årsager til diarré hos kaniner, bl.a. dårligt miljø (det er vigtigt at holde en høj grad af hygiejne), fodring og stress. I milde tilfælde behandles diarréen med hødiæt og vand, gerne suppleret med Fibrevore recovery paste. Har dette ikke effekt (og tænderne ikke er årsagen til problemet), kan man undersøge afføringen for sygdomsfremkaldende bakterier, svampe og endoparasitter.

God bedring med din kanin.

Med venlig hilsen

Dyrlæge Thea S. Kamstrup